Telefon: 62 22 09 89  |  Mobil: 28 86 97 99

m.k.andersen@hotmail.com

Torrox

Torrox

- en gammel Andalusisk bjerglandsby

Torrox, 50 km. øst for Malaga, er en gammel, hvid andalusisk bjerglandsby, omkranset af bjergskråninger og med udsigt til Middelhavet. Der bor ca. 3000 indbyggere i byen. Mange gader er smalle og stejle, flere steder med trapper og masser af blomsterudsmykning som giver gaderne en helt speciel stemning at færdes i. De fleste gader er bilfrie. Der er parkeringsplads 2-3 min. fra huset.

 

Byen har barer, cafeer, restauranter, småbutikker og et supermarked. Alt ligger tæt ved huset. På torvet, (2. min. fra huset), sidder man under appelsintræerne og nyder café-livet. Der er daglig marked i byen. Middelhavet med sandstrande, gode snorkelmuligheder, strandpromenader mm. ligger få kilometer væk (5. min. i bil). Der er også mulighed for vandreture i bjergene, nærmest lige udenfor døren.

 

Mange spændende udflugtsmål er indenfor rækkevidde (1 ½ - 3 timer), f. eks. Granada/Alhambra, Sierra Nevada bjergene (skisport), Sevilla, Cordoba, Ronda, Gibraltar og eventuel sejlads herfra til Nordafrika (sejlturen tager ca.2 timer).

 

Torrox Pueblo (på dansk:landsby) er hvor vores hus ligger, modsat Torrox Costa(på dansk: kysten) hvor der er en dejlig badestrand, strandpromenade, restauranter, cafeér, hoteller, ferielejligheder mm. Torrox Costa  ligger 3 km fra Torrox Pueblo.

 

Torrox Pueblo ligger i læ af bjergkæderne Sierra Tejeda og Sierra Almijara. Muligvis derfor har Torrox ”El mejor clima de Europa”( Europas bedste klima). Det betyder at der om sommeren er varmt, dog sjældent over 35 gr og med vintre, som er meget milde og oftest med dagtemperaturer over 15 gr. Solen skinner over 300 dage årligt i Torrox. Er der læ, kan man solbade på terrassen også i vintermånederne. Området er frugtbart med mange landhuse. Går man en tur op i dalen, oplever man en vidunderlig frugtbarhed. Man møder de lokale på deres små haciendaer, hvor de dyrker mango, appelsiner, avocadoer, citroner, oliven, mandler mm. Navnet Torrox stammer fra arabisk, Turrus, som betyder tårn. Torrox gennemløbes af floderne Rio Torrox, Huit og Mazano.

 

Torrox Pueblo er anlagt i den mauriske periode medens Torrox Costa var beboet allerede i romertiden. Torrox Pueblo er en hvid by som for en stor del ligger på bjergskråninger. Gaderne er smalle, og mange af dem er ikke farbare i bil. I stedet går man til det meste og det er meget charmerende. Der er en del trapper i byen. ”Plazaen” (det lokale torv) ligger som centrum for landsbyen. På torvet ligger også byens store kirke.

Torrox Pueblo ligger på sol- og vinruten, 125 m over havet med smuk udsigt til bjerge og Middelhav.

 

Livet foregår i et meget roligt og afslappet tempo i Torrox. De ældre mænd sidder i grupper på torvet og drøfter verdenssituationen i Torrox og omegn, de ældre damer sidder udenfor deres huse, fejer, strikker, drøfter vejrsituationen. Det er hyggeligt, autentisk, spansk.

TEGNESTUEN1.DK  |  ® HUSVEDSOLKYSTEN